Hvis venstresiden vil ha tilbake velgerne sine, bør de ta en titt på innvandringspolitikken de har ført og det offentlige ordskiftet, mener forfatter Kristian Thorup. Thorup er filosof med samfunnsvitenskapelig bakgrunn, og har nylig utgitt boken Populismens klassekamp – om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere.
Han tar et kraftig oppgjør med venstresiden, som han mener må innse at det ligger reell og berettighet kritikk bak høyrepopulismen som vokser frem i Europa. Venstresiden og de multikulturelle meningsdannerne må slutte å stigmatisere Dansk Folkepartis velgere, skriver han, som selv er upåklagelig venstreorientert. De har rett og slett oversett at innvandring i stor grad er et spørsmål om klasse, og har derfor ikke adressert den åpenlyse sosiale og økonomiske slagsiden av innvandringen til Danmark.
– Venstrefløyen overser de klassemessige perspektiver i innvandringspolitikken. De utlendingene som har kommet til Danmark har ikke vært særlig velutdannede, og derfor har de presset det ufaglærte og faglærte arbeidsmarkedet, hvor lønningene er blitt holdt nede. Vi har samtidig vært dårlige til å integrere dem på arbeidsmarkedet, og det har betydd at mange minoritetsgrupper dessverre trekker uforholdsmessig mye på velferdsstatens ytelser, sier han til den glimrende nettsiden Altinget.dk.
Han peker også på en sosiogeografisk skjevvridning av samfunnet, hvor den feilslåtte integrasjonen sees tydelig i sosialt belastede boligområder og den offentlige boligsektoren hvor arbeiderklassen bor.
– De har problemene helt inne på livet, i motsetning til de ressurssterke som bor i velstående kommuner og pene strøk, konstaterer han.
Dette er problemer vi kjenner til i nesten alle europeiske land med stor fremmedkulturell innvandring. Mange innvandringsliberale har gitt uttrykk for at arbeiderklassen er intolerant eller rasistisk, samtidig som de har overlatt størsteparten av integeringsjobben til den samfunnsklassen de jo selv mener er minst egnet til det.
Konsekvensen er at arbeidervelgerne har flyktet over til høyresiden de siste tiårene, mens venstrefløyen er blitt mer populær blant høytutdannede velgere og den kulturelle overklassen, mener Thorup. Venstresiden, som en gang var av og for arbeidere, er overtatt av akademikere og middelklassen, som ikke vet hva som egentlig rører seg i arbeiderklassen:
Men hvis man vil føre klassekamp og arbejde for et mere lige samfund, hvilket man jo stadig ønsker på venstrefløjen, så nytter det ikke, at man ingen forbindelse har til arbejderklassen. Så er der en form for hykleri over det,” pointerer Thorup.
Samtidig giver mange af DF’s vælgere udtryk for, at de bliver stigmatiseret og ekskluderet af den højtuddannede klasse, der ifølge Thorup dominerer kampen om de offentlige sandheder i samfundet.
”De DF-vælgere, jeg har talt med, har en oplevelse af, at den kulturelle overklasse bestemmer, hvad der er fornuftigt, og hvad der er ufornuftigt. Og at de gør det på en meget ekskluderende og arrogant måde, som i yderste konsekvens bliver en direkte nedladenhed over for de nedre klasser. For eksempel når forfatter Carsten Jensen kalder DF-vælgere for kældermennesker,” siger Thorup.
Hvis partierne til venstre for midten skal have de mange tabte arbejdervælgere tilbage i folden, må de derfor droppe stigmatiseringen og indse, at der under DF-vælgernes til tider meget hårde retorik gemmer sig en valid kritik, som venstrefløjen bør tage seriøst.
Skal venstrefløyen vinne tilbake velgerne, må de ikke være redde for den indignasjonen og utilfredsheten som ligger gjemt i høyrepopulismen, men heller se potensialet i populismen og bruke den riktig. – Da kan den bli en drivkraft for et venstreorientert prosjekt med fokus på gamle grunnprinsipper som likestilling, kritikk av sosial kontroll og religionskritikk, som jo hele tiden har vært venstrefløyens idealer, sier Thorup.
Men i stedet er udlændingedebatten kommet til at handle om værdipolitiske emner, såsom hvor meget islam må og skal fylde i samfundet, og hvornår man er rigtig dansker.
”Debatten har været en uendelig lang diskussion om racisme og fremmedfjendskhed, og det har fjernet fokus fra de klassemæssige dimensioner i udlændingepolitikken. På den måde har Dansk Folkeparti fået udlændingedebatten for sig selv, fordi der ikke er nogen på venstrefløjen, der vil i nærheden af noget, der bare minder om Dansk Folkepartis værdipolitik,” vurderer Thorup.
Det er en stund siden Dansk Folkeparti hadde monopol på å ta opp problematiske sider ved globalisering og innvandring, mener intervjueren, men Thorup er ikke enig. Snakker man om lønnsdumping som et østeuropeisk fenomen, har ikke venstresiden noen problemer med å stille spørsmål ved det. Men hvis lønnsdumpingen hadde vært muslimsk, ville man ikke våget å kaste seg inn i debatten. Venstresiden har også holdt seg langt unna diskusjonen om at Danmark har grupper av innvandrere som belaster velferdsstaten og trekker på dens ytelser:
Så det er udelukkende, når det handler om muslimske indvandrere?
”Ja, man er bange for at ligne Dansk Folkeparti. Og så er man åbenbart villig til at gå på kompromis med sine venstreorienterede idealer.”
Men hvor ser du helt specifikt, at venstrefløjen har berøringsangst over for udlændingedebatten?
”I det sidste halve år har der været diskussioner om at blande elever fra såkaldt brune og hvide gymnasier. Og den umiddelbare reaktion fra mange på venstrefløjen har været, at det er diskrimination, når man taler om etnicitet på den måde. Men i virkeligheden er det jo et gammelt socialdemokratisk ideal at blande elever ud fra klassebaggrund”
Men der er jo forskel på at blande elever ud fra henholdsvis etnisk baggrund og socioøkonomisk baggrund?
”Nej, jeg ser det lige omvendt. I USA ser vi ludfattige skoler, hvor der kun er ressourcesvage afroamerikanske elever, der ender med en dårlig uddannelse. Og folk er fuldstændig ligeglade. Det er udtryk for et racistisk samfund. Man burde i stedet sige: Sådan skal det ikke være, lad os gøre noget for at blande de ressourcestærke med de mindre ressourcestærke,” siger Thorup.
Du nævner specifikt, at partier som SF og Enhedslisten mangler at indse, at arbejderklassen har interesser i udlændingepolitikken, men i din bog kommer du stort set kun med eksempler fra personer, som mange ville karakterisere som radikalt venstreorienterede? Hvor er det, at SF og Enhedslisten har fejlet?
”Jeg er ikke specielt ude efter hverken SF eller Enhedslisten. Men i begge partier har man for eksempel ikke været vild med at diskutere obligatorisk daginstitution for børn fra ressourcesvage hjem. Den tolkning ser jeg derimod som et udtryk for, at man ikke vil acceptere, at der er ulighed baseret på etnicitet i uddannelsessystemet. Og det har jo intet med diskrimination at gøre. Det viser tværtimod, at man kerer sig om de her mennesker.”
Thorup kaller den danske venstresidens tilnærming til innvandringsdebatten «paranoid», og påpeker at den feilslåtte beskyttelsen av minoriteter paradoksalt nok ender med sin egen form for diskriminering, som f.eks. lærere som tar hensyn til etniske minoriteter ved å ha lavere forventninger til dem.
Og så må venstresiden ta Dansk Folkeparti på alvor, og ikke reagere med å automatisk innta motsatt standpunkt bare fordi man ikke liker partiet. Det ender ofte i ren absurditet, mener Thorup, og viser til debatten om masseovergrepene i Köln nyttårsaften 2016. Mens høyrefløyen diskuterte kulturelt betingede årsaker til overgrepene fordi de hovedsakelig ble begått av innvandrere, påsto mange på venstresiden at fenomen som kulturelt betinget sezisme og kvinneundertrykkelse slett ikke fantes. Det er en absurd påstand, sier Thorup.
Mange vil mene, at Socialdemokratiet mere eller mindre har overtaget Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Er det så der, du vil hen? Skal de andre partier på venstrefløjen følge Socialdemokratiets eksempel?
”Jeg har det ambivalent med Socialdemokratiets udvikling. Jeg har forståelse for den retning, de bevæger sig i, men de går også meget langt nogle gange. For eksempel i forhold til kvoteflygtninge og kravet om, at man skal betale for egen tolk i sundhedsvæsenet,” siger Kristian Thorup.
Sosialdemokratiske partier har imidlertid et problem fordi de har gått fra en utroverdig posisjon til en annen: først har de ikke villet ta opp innvandringsrelaterte problemer, mens de nå har som strategi å ligne mest mulig på Dansk Folkeparti (DF) i stedet for å redegjøre for sin egen politikk. Så hvorfor ikke bare stemme på DF? Thorup mener at DF har vært dyktige til å rope opp om tingenes tilstand og fi uttrykk for folks frustrasjon, men at partiet ikke har gode politiske løsninger.
”Hvis man som udlændinge integrerer sig og påtager sig en dansk identitet, bliver det af DF set som en fjendtlig overtagelse af danskheden, og hvis man ikke gør det, bliver man beskyldt for ikke at gide gøre en indsats. Det er en umulig position, og dermed bliver det kun til kritik og aldrig løsninger fra Dansk Folkeparti”.
Hvad er det så, venstrefløjen konkret skal gøre anderledes?
”Indvandringskritikken kommer alt for ofte til at handle om enkelte individer, der bliver beskyldt for at have en dårlig attitude og ikke gider at gøre en indsats. Men det er en forfejlet måde at diskutere udlændingepolitik på. I stedet bør man forholde sig fuldstændig objektivt til de strukturelle udfordringer ved indvandringen og komme med venstreorienterede løsninger.”